Ny strategi for talent- og eliteidræt er politisk godkendt

Københavns Kommune har fået en ny samlet retning for arbejdet med talent- og eliteidræt. Strategien for 2027-2029 og et nyt støttekoncept er blevet godkendt af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget.
Billede
Vægttræningsudstyr og udøver

Udvalget behandlede de to sager på sit møde den 10. september 2026. Strategien og støttekonceptet skal tilsammen sætte retning for kommunens indsatser og prioriteringer på talent- og eliteområdet i de kommende år.

To centrale strategiske indsatsområder

Den nye strategi fokuserer kommunens arbejde på to indsatsområder:

  • Dual Career, som skal skabe gode rammer for, at talentfulde atleter kan kombinere eliteidræt med uddannelse, trivsel og personlig udvikling.
  • Talent- og elitemiljøer, hvor fokus er på udvikling af de miljøer, organisationer og kompetencer, der danner grundlag for fremtidens eliteatleter.

Strategien lægger vægt på langsigtet udvikling af hele mennesker, stærke miljøer og et tæt samarbejde mellem klubber, specialforbund, uddannelsesinstitutioner, Team Danmark og kommunen. Parasport indgår desuden som et særligt fokusområde.

Mulighed for treårige bevillinger

Det nye støttekoncept gør det muligt at indgå treårige støtteaftaler med foreninger inden for de ni sportsgrene, som Københavns Kommune og Team Danmark i fællesskab har prioriteret: Atletik, badminton, bordtennis, cykling, fodbold for piger og kvinder, flugtskydning, svømning, taekwondo og triatlon.

De længere aftaler skal skabe bedre mulighed for strategisk og langsigtet udvikling i samarbejde med de relevante specialforbund. Foreninger inden for andre sportsgrene vil fortsat kunne søge om etårig støtte.

Med de to politiske godkendelser har vi fået en klar og sammenhængende retning for de kommende år. De længere aftaler giver os bedre mulighed for at udvikle kvaliteten i de prioriterede idrætsmiljøer, samtidig med at vi fastholder muligheden for at støtte andre stærke miljøer. Det afgørende er, at vi både understøtter den sportslige udvikling og hele atletens hverdag med uddannelse og trivsel
Mikkel Selmar
Leder, Team Copenhagen, Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen

Strategien og støttekonceptet danner grundlag for Team Copenhagens arbejde og fordelingen af støtte fra 2027.

Kontakt

Mikkel Selmar, Leder, Team Copenhagen / Idrætsstrategi og Analyse